Der var en gang..
ja, der var faktisk endnu en gang…
Der var endda endnu – endnu – en gang…
egentlig var der endnu – endnu - endnu - en gang…
ja - nogen siger alle gode gange tre…
andre siger at tredje gang er lykkens gang ….
Tja !..
I hvert fald skete det i de dage, at den skjønne ikke-ikke-mere-jomfru kom til den flotte prins og sagde ”Nu er jeg ikke-ikke-ikke-mere-jomfru”, og derved skete det, at endnu en prinsesse kom til verden på slottet Chateau au Stendam i Whiteover.
Den nye – og den gang mindste – prinsesse var en rigtig lille krudtugle. Hun var meget smidig og rigtig god til gymnastik.
Ja – faktisk var det sådan i mange år, at man mest så den lille – og den gang mindste – prinsesse med hovedet nedad og benene opad.
Ja, det var hele tiden spagat, kolbøtter, vejrmøller og kraftspring.
Og på ferierne ved den ungarske sommerresidens havde den lille – og den gang mindste – prinsesse mest travlt med at dyrke armgang, og her var ingen drenge der kunne følge med.
Godt var det, da den unge prins, den skjønne ikke-ikke-ikke-mere-jomfru og de tre prinsesser flyttede fra det lille Chateau au Stendam til det store Castle no. 10 og der blev plads til en trampolin.
For den lille – og den gang mindste – prinsesse var det næsten som at få et ekstra værelse.
Men selvom den lille – og den gang mindste – prinsesse var god til gymnastik, så blev prinsessens første sportsgren svømning.
Lige som sine søstre - de større prinsesser, så var den lille – og den gang mindste – prinsesse også en god svømmer.
Hun opnåede også at komme på talentholdet, og til stævner lignede hun en pind med påhængsmotor.
Efter lidt tid som talentsvømmer, ville den lille – og den gang mindste – prinsesse prøve noget andet sport.
Den lille – og den gang mindste – prinsesse valgte badminton, ligesom sin storesøster, den ældste – og den gang største – prinsesse.
Den lille – og den gang mindste – prinsesse ville nemlig også have sin egen ”ketchup”.
Det blev dog kun til kort tid og et par stævner som badminton stjerne, så ville den lille – og den gang mindste – prinsesse videre til en lidt mere elegant sportsgren.
Den lille – og den gang mindste – prinsesse ville være fodboldspiller, ligesom sin storesøster, den mellemste – og den gang – den næststørste – prinsesse.
Den lille – og den gang mindste – prinsesse startede i den lokale hæderkronede storklub GFC.
Her udviste hun hurtighed og skudstyrke og opnåede at blive årets spiller, inden hun blev solgt videre til en anden lokal storklub: HPF.
Det er klart, at med et sådan talent, så kommer der henvendelser fra fodboldklubber uden for kongeriget. Og det blev også til et klubskifte for den lille – og ikke mere mindste – prinsesse.
Der blev skiftet til… nej ikke AGF… heller ikke FCK… men … Damsø.
Her spiller den lille – og ikke mere mindste – prinsesse lidt endnu, indtil hun efter sæsonen stopper med fodbold for i stedet at dyrke Fitness.
Selvom den lille – og ikke mere mindste – prinsesse er aktiv, så er der især en muskel der trænes langt ud over det normale – ja, nærmest ekstremt.
Og der er især omkring middagsbordet at denne træning udøves.
Ja – ingen er vist i tvivl om at det er prinsessens snakkemuskel der her er… tale …om.
Det er også derfor hun er så tynd – man må nemlig ikke tale med mad i munden.
Og når der endelig synes at være et ophold i ordstrømmene – og man prøver at bryde ind – udbryder den lille – og ikke mere mindste – prinsesse straks ”Jeg taler stadig – der var ikke punktum”.
Efterhånden som den lille – og ikke mere mindste – prinsesse er blevet større – og endda større end sin største storesøster – der nu er den ældste men mindste prinsesse – begyndte også en interesse for det modsatte køn – altså drenge… og især een dreng har fanget den lille – og ikke mere mindste – prinsesses interesse: det er en lille fyr fra det kolde land ”Far Side”, med en biebende stemme….
Ja, hun er blevet så glad for den lille fyr, at hun nu har ham stående på sit værelse.
Og nu hvor vi er ved den lille – og ikke mere mindste – prinsesses værelse…
Efter den ældste – og nu den mindste – prinsesse flyttede til det traktorkørende land ”Very Far Far Away”, fik den lille – og ikke mere mindste - prinsesse sin helt egen etage på slottet.
Udover en fantastisk udsigt, har den lille – og ikke mere mindste – prinsesse 2 fjernsyn, 2 værelser og en stue.
Men bedst af alt… den lille – og ikke mere mindste – prinsesse fik utrolig meget gulvplads… så nu behøver den lille – og ikke mere mindste – prinsesse ikke skabe eller kommoder.
Der er gulvplads nok til alt tøjet.
Og skulle noget af den lille – og ikke mere mindste – prinsesses tøj blive for småt.. ja, så er det godt at hun har en storesøster, den ældste – men nu mindste – prinsesse, der kan arve det.
Den lille – og ikke mere mindste – prinsesse vokser måske lidt endnu, men i dag træder hun så ind i de voksnes rækker.
Og hun får et af sine største ønsker opfyldt: senere på året skal hun ud at rejse og her skal den lille – og ikke mere mindste – prinsesse møde sin yndlings dreng – Justin Bieber.
Hvordan det går – det får vi måske at vide en anden gang…